Hvad er Kranio-Sakral terapi?
En blid og behagelig form for afspænding, der genopretter evt. skævheder i centralnervesystemer.
Kranio-Sakral systemet består af kraniet, rygsøjlen, korsbenet og halebenet. Indeni disse knogler er centralnervesystemet. Det består af hjernen, rygmarven og rygmarvsnerverne.
Man kan populært sagt kalde centralnervesystemet for kroppen og hjernens computer.
Uden om disse meget følsomme dele er der hjernevæske (cerebrospinalvæske), membraner, bindevæv og muskler.
Navnet Kranio-Sakral betyder:
Kranio = hjerneskallen
Sakral = korsbenet
Forkortelse for Kranio-Sakral Terapi er: KST
Kranio-Sakral terapien arbejder med pulsen i cerebrospinalvæsken (afstresning af hele centralnervesystemet), at afbalancere væsken, at løsne kranieknoglerne med meget blide teknikker, løsne de enkelte ryghvirvler og korsbenet.
Lidt historie og anatomi
Kranio-Sakral terapien blev opfundet af osteopat dr. William Sutherland tidligt i dette århundrede. Det blev en del af lægeuddannelsen i de osteopatiske skoler. I 1971 "genopfandt" dr. John Upledger ved et tilfælde denne terapi. Han genoplivede Kranio-Sakral terapien - og åbnede uddannelsen for "ikke" lægeuddannede, da der indenfor lægestanden var blevet mere og mere fokus på operationer og medicin, og mindre tid til længerevarende behandling, som bl.a. Kranio-Sakral terapi.
Den gængse mening havde indtil da været, at kraniet var en kompakt sæt af knogler. At kraniet var ubevægeligt i voksenalderen, efter at knoglerne var vokset sammen. Men i nogle italienske lærebøger bliver kraniets knogler beskrevet som et fleksibelt system. Knoglesømmene er ikke sammenvoksede og ubevægelige, men de passer nøjagtigt ind i hinanden, som det fineste puslespil, med bindevævshinder og blodårer mellem knoglerne.
Denne "genopdagelse" af dr. William Sutherlands glemte viden gav igen mulighed for at tro, at kraniet kunne bevæge sig. Da dr. John Upledger ved et tilfælde under en rygmarvsoperation lagde mærke til en mærkelig puls i hinden, der dækkede en del af rygmarven nær overgangen til kraniet, undrede han sig. Pulsrytmen var på 12 slag i minuttet, og fuldstændig forskellig fra de to pulssystemer i lunger og hjerte. Denne tredie puls, der måtte omfatte hjernen og rygmarven, gav nye dimensioner og ideer til, hvordan den menneskelige organisme fungerer. Hvilken betydning havde den tredie puls for kroppen?
Man kan ikke se denne pulsrytme med det blotte øje, men man kan føle den ved at placere hænderne let på kraniets flader. Langsomt udvider kraniet sig og bliver bredere og lidt kortere, herefter er der en lille pause, hvorefter kraniet bliver smallere og længere. Denne pulsrytme har 6-12 perioder i minuttet, helt uafhængig af hjerterytmen og vejrtrækningen.
Den er meget stabil, men kan være kraftigere i den ene side, hvis der er en skævhed i kraniets knogler. Det er ikke kun i kraniet, man kan mærker denne rytme, men overalt på kroppen. Fra kraniet bølger den ned gennem rygsøjlen til korsbenet (sacrum), og man kalder denne puls eller rytme for kraniosakralrytmen. De rytmiske bevægelser udspringer fra hjernens indre, fra fire hulrum (ventrikler).
I det ene hulrum produceres den væske (cerebrospinalvæsken), som hjernen og rygmarven flyder i. Denne væske giver bl.a. hjernen beskyttelse mod stød og ydre påvirkninger. Omkring hjernen og rygmarven ligger hjernehinderne, der bl.a. danner beskyttelse mod infektioner, men disse hinder danner også en lukket beholder, som væsken flyder i.
Denne væske udskiftes flere gange i døgnet, idet den siver ud gennem blodårer i den ydre hjernehinde. Den stødvise indstrømning af væsken gennem ventriklerne får kraniet til at udvide sig. Når der er balance i tilførsel og afløb af væsken, bliver der en kortvarig stilstand i systemet - kraniet udvider sig ikke mere - og derefter begynder kraniet at bevæge sig ind. Inden der sker en ny indsprøjtning af væsken, er der igen en lille pause. Dette er denne indstrømning og udstrømning, der er drivkraften i kraniosakralsystemet.
Rytmens hastighed ligger som tidligere nævnt mellem 6 til 12 pr. minut, men rytmen kan være over 12 pr. minut hos hyperaktive børn eller under 6 pr. minut hos bevidstløse eller døende mennesker.
